
Inside-out kage med hindbær, vanilje og mazarin. Kagen tager lidt tid at lave, da den skal i fryseren af flere omgange og sætte sig. Der skal bruges forskellige størrelser silikoneforme, hvilket får kagen til at stå ekstra skarpt! Den er desuden pyntet med et hvidt tempereret chokoladebånd med hindbærstøv og røde skovsyrer. Kagen passer til ca. 15 personer.
Redskaber; Tre runde silikoneformer diameter str. 18 cm, 20-22 cm og 24 cm – 4 cm i højden. En rund springform 18 cm i diameter. Kageplast til chokoladebånd.
Hindbærkompot
2 blade husblas
250 g hindbær, frosne eller friske
2 spsk lyst rørsukker
1 citron, saft og skal
Udblød husblas i koldt vand. Kom hindbær, rørsukker, citronsaft- og skal i en gryde. Lad det simre i 5-10 minutter. Sigt den varme masse ned i en ren skål. Vrid husblas for vand og rør husblas i hindbærsaften. Kom det i en rund silikoneform (18-20 cm i diameter), gerne på et fast underlag fx. et skærebræt. Stilles i fryseren i minimum 3 timer, til det er helt frossen.
Mazarinbund med chokoladestykker
80 g sukker
70 g smør
80 g marcipan, revet
1 æg (M/L)
20 g mel
25 g mørk chokolade, hakket eller knapper
Pisk sukker og smør til en luftig masse. Tilføj revet marcipan og herefter ægget. Vend mel i blandingen. Kom til sidst chokolade i. Kom det hele i en rund springform (20 cm i diameter) med bagepapir i bunden. Bunden bages ved 175 grader alm. ovn i ca. 30 minutter, til den er gylden og let svampet. Lad den køle af og befri den fra formen. Jeg kom min bund i fryseren, så den er nemmere at arbejde med, når den skal i moussen senere.
Vaniljemousse med citron
2 blade husblas
Korn fra 0,5 vaniljestang
2 spsk lyst rørsukker
1 citron, saft
0,5 dl A38
1,5 dl piskefløde
Udblød husblas i koldt vand. Kom citronsaft, rørsukker og vaniljekorn i en lille gryde. Lad det simre i et lille minut og tag det af varmen. Vrid husblas for vand og rør det i den varme masse. Lad det køle af. Pisk fløde til let skum. Rør A38 i den lune masse og vend det sammen med den let pisket fløde af flere omgange.
Tag den frosne hindbærkompot ud af fryseren og placér den midt i en rund silikoneform (20-22 cm i diameter), gerne med en fast underlag fx. et skærebræt. Hæld vaniljemoussen over kompotten. Stil det i fryseren minimum i 2-3 timer, til det er helt frossen.
Hindbærmousse
4 blade husblas
400 g hindbær, frosne eller friske
4 spsk rørsukker
1 økologisk citron, saft og skal
Korn fra 1 vaniljestang
4 dl piskefløde
Udblød husblas i koldt vand. Hindbær, rørsukker, citron (saft og skal) og vaniljekorn koges op i en gryde. Sigt den varme masse ned i en ren skål. Vrid husblas for vand og rør det i den sigtede bærpuré. Lad det køle af.
Pisk fløde til let skum og vend det sammen med den afkølede puré, gerne af flere omgange.
Tag hindbærkompot-vaniljemousse ud af fryseren og placér det midt i en rund silikoneform (24 cm i diameter, 4 cm i højden), gerne på et fast underlag. Fordel hindbærmoussen ovenpå og pres forsigtigt mazarinbunden i moussen. Kom kagen i fryseren natten over, eller til den er helt frossen.
Pynt
80-100 g god hvid chokolade
Hindbærstøv
Røde skovsyrer
Tag kagen ud af fryseren og silikoneformen. Placér den på et fad og lad den tø op.
Chokoladen tempereres (ca. 29 grader) og røres sammen med hindbærstøv. Mål og klip et stykke kageplast, der passer til kagens omkreds og højde.
Chokoladen hældes på det opmålte kageplast. Før det rundt om kagen. Stil den i køleskabet i 5 minutter og befri kageplasten forsigtigt. Pynt kagen med røde skovsyrer.















Skriv et svar