

Denne skønne kage må bare prøves! Den består af en lækker mørk chokoladebund med et lag af blød karamel. Mousserne består af en skøn mælkechokolademousse og en karamelmousse. Kagen er pyntet med karamelglaze og chokoladeblade. Kagen passer til 8-10 personer.
Redskaber; to runde springforme (16 og 18 cm i diameter), kageplast
Karamel
1 dåse sød kondenseret mælk
Fjern etiketten på dåsen. Kom dåsen i en gryde med kogende vand, helt dækket af vand. Lad dåsen koge/simre under vand i 3 timer. Tag dåsen fra vandet og lad den køle af. Åben dåsen og hæld karamellen i en skål. Stil til side.
Mørk chokoladekage
50 g smør
100 g god mørk chokolade, gerne Callebaut 70 %
100 g sukker
2 æg
Start med at smelte smør og chokolade i en skål over vandbad. Når det er smeltet sammen, røres sukker i massen. Kom til sidst æggene i. Hæld det hele i en rund springform (16 cm i diameter). Bag kagen ved 175 grader almindelig ovn i ca. 25 minutter.
Lad kagen køle af. Skær den fri fra kanten. Rengør formen og placér kageplast langs kanten med chokoladekagen i bunden. Smør et godt lag karamel på bunden. Stil kagen i fryseren til chokolademoussen er klar.
Mælkechokolademousse
130 g god mælkechokolade, gerne Callebaut 54,5 %
200 ml piskefløde
Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Tag det af varmen. Kom 70 ml piskefløde i en lille gryde og varm det op til kogepunktet. Rør den varme fløde i den smeltede chokolade, gerne lidt af gangen, ved at røre i midten til det hele samler sig. Pisk resterende fløde til helt let skum. Vend det hele forsigtigt sammen, gerne af flere omgange.
Tag kagen ud af fryseren. Fordel chokolademoussen ovenpå karamellen med kageplast langs kanten. Stil den i fryseren til den har sat sig, eller minimum 3 timer.
Karamelmousse
2 blade husblas
200 g gold chokolade, gerne Callebaut Gold Chokolade 30,4 %
100 ml mælk
200 ml piskefløde
Udblød husblassen i koldt vand. Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Tag chokoladen af varmen. Varm mælken i en lille gryde, til kogepunktet. Vrid husblas for vand og rør det i den varme mælk. Hæld husblas-mælk i den smeltede chokolade og rør det sammen. Pisk fløden til helt let skum og vend det forsigtigt sammen med chokoladen, gerne af flere gange.
Tag den frosne kage ud af fryseren og befri den for kageplast. Placér den på et fad. Kom en rund springform (18 cm i diameter) med kageplast langs kanten om den frosne kage. Hæld karamelmoussen ned langs kanten og på toppen. Stil den herefter i fryseren, gerne natten over.
Karamelglaze
6 blade husblas
150 g Gold Chokolade, gerne Callebaut, knapper/hakket
100 ml piskefløde
50 ml vand
150 g glukosesirup
150 almindelig sukker
Udblød husblassen i koldt vand. Kom den hakkede chokolade i en høj kande. Glukosesirup, piskefløde, sukker og vand bringes til kogepunktet i en lille gryde. Vrid husblassen for vand og rør det i den varme masse. Hæld det over chokolade og stavblend forsigtigt. Dæk glazen med husholdningsfilm, så det rører overfladen. Lad det køle ned til ca. 35 grader. Fjern husholdningsfilm og luftbobler med en dejskraber.
(henviser til min instagramside, under højdepunkter, hvor fremgangsmåden for glazen findes)
Tag kagen ud af fryseren og befri den for kageplast. Stil den på en rist eller et glas. Hæld glazen rundt på kagen. Befri den for glazetråde. Placér kagen på et fad og lad den tø langsomt op i køleskabet i nogle timer eller natten over.
Pynt
100 g Gold Chokolade, Callebaut
Temperer chokoladen i mikrobølgeovnen (ca 30 grader). Klip et stykke kageplast. Kom 1 spsk olie på bordet og hæft kageplasten herpå, så det sidder fast i olien på bagsiden. Lav chokoladebladene ved at dyppe en kniv (alle knive kan bruges, alt efter hvor store blade man ønsker) i chokoladen for herefter at lave et tryk på kageplasten, løft kniven lidt op og lidt tilbage. Bøj kageplasten sammen, så bladende bliver buet og kom dem i fryseren i 5 minutter. Jeg kan henvise til DENNE video. Pynt kagen med chokoladebladende.














Skal det slet ikke mel i kagen ?
Nej, det skal der ikke 🙂
Hvor svær er den?
Har du et billede af kagen hvor du har skåret et stykke?
Hej,
Hvis du søger på ‘karamelkage med chokolade og chokoladeglaze’, så finder du den samme kage bare med chokoladeglaze og der er også billede af snittet 🙂
Hej
De 100 ml. mælk der bliver brugt i karamelmousse, er det sød kondenseret mælk.
Hilsen Bodil
Hej,
Nej det er almindelig mælk 🙂
Hejsa Daisy. Jeg vil vildt gerne lave denne skønhed. Men jeg vil lave den med en 18cm og 20cm form. Hvor meget skal jeg så gange opskriften med? Bh Sanaz
Hejsa,
Jeg laver altid rigeligt for at være sikker på, der er nok 🙂 Men plus gerne 1/3 oveni, så burde det være fint. God fornøjelse med det 🙂