Karamel og chokolade – det er virkelig en lækker kombination! Denne moussekage består af en mørk chokoladebund med et lag karamel. Mousserne består af mælkechokolademousse og karamelmousse. Den er pyntet med chokoladeglaze og chokoladebrud. Kagen passer til 8-10 personer.
Redskaber; to runde springforme (16 og 18 cm i diameter), kageplast
Karamel
1 dåse sød kondenseret mælk
Fjern etiketten på dåsen. Kom dåsen i en gryde med kogende vand, helt dækket af vand. Lad dåsen koge/simre under vand i 3 timer. Tag dåsen fra vandet og lad den køle af. Åben dåsen og hæld karamellen i en skål. Stil til side.
Mørk chokoladekage
50 g smør
100 g god mørk chokolade, gerne Callebaut 70 %
100 g sukker
2 æg
Start med at smelte smør og chokolade i en skål over vandbad. Når det er smeltet sammen, røres sukker i massen. Kom til sidst æggene i. Hæld det hele i en rund springform (16 cm i diameter). Bag kagen ved 175 grader almindelig ovn i ca. 25 minutter.
Lad kagen køle af. Skær den fri fra kanten. Rengør formen og placér kageplast langs kanten med chokoladekagen i bunden. Smør et godt lag karamel på bunden. Stil kagen i fryseren til chokolademoussen er klar.
Mælkechokolademousse
130 g god mælkechokolade, gerne Callebaut 54,5 %
200 ml piskefløde
Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Tag det af varmen. Kom 70 ml piskefløde i en lille gryde og varm det op til kogepunktet. Rør den varme fløde i den smeltede chokolade, gerne lidt af gangen, ved at røre i midten til det hele samler sig. Pisk resterende fløde til helt let skum. Vend det hele forsigtigt sammen, gerne af flere omgange.
Tag kagen ud af fryseren. Fordel chokolademoussen ovenpå karamellen med kageplast langs kanten. Stil den i fryseren til den har sat sig, eller minimum 3 timer.
Karamelmousse
2 blade husblas
200 g gold chokolade, gerne Callebaut Gold Chokolade 30,4 %
100 ml mælk
200 ml piskefløde
Udblød husblassen i koldt vand. Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Tag chokoladen af varmen. Varm mælken i en lille gryde, til kogepunktet. Vrid husblas for vand og rør det i den varme mælk. Hæld husblas-mælk i den smeltede chokolade og rør det sammen. Pisk fløden til helt let skum og vend det forsigtigt sammen med chokoladen, gerne af flere gange.
Tag den frosne kage ud af fryseren og befri den for kageplast. Placér den på et fad. Kom en rund springform (18 cm i diameter) med kageplast langs kanten om den frosne kage. Hæld karamelmoussen ned langs kanten og på toppen. Stil den herefter i fryseren, gerne natten over.
Chokoladeglaze
6 blade husblas
150 g god mælkechokolade, gerne Callebaut, knapper/hakket
100 ml piskefløde
50 ml vand
150 g glukosesirup
150 almindelig sukker
Udblød husblassen i koldt vand. Kom den hakkede chokolade i en høj kande. Glukosesirup, piskefløde, sukker og vand bringes til kogepunktet i en lille gryde. Vrid husblassen for vand og rør det i den varme masse. Hæld det over chokolade og stavblend forsigtigt. Dæk glazen med husholdningsfilm, så det rører overfladen. Lad det køle ned til ca. 36 grader. Fjern husholdningsfilm og luftbobler med en dejskraber.
(henviser til min instagramside, under højdepunkter, hvor fremgangsmåden for karamelglaze findes, hvilket er samme måde for chokoladeglaze)
Tag kagen ud af fryseren og befri den for kageplast. Stil den på en rist eller et glas. Hæld glazen rundt på kagen. Befri den for glazetråde og overskydende glaze rundt om kagen. Placér kagen på et fad og lad den tø langsomt op i køleskabet i ca. 4-6 timer eller natten over.
Pynt
God mørk chokolade, gerne Callebaut 70 %
Chokoladeflager/brud med spir. Temperer chokoladen. Klip et stykke kageplast (kan også gøres på bagepapir). Hæld ‘chokoladebunker’ herpå. Mas et låg/eller anden genstand i chokoladen. Løft forsigtigt genstanden op, hvor chokoladen herved vil trække tråde og danne de fine spir. Sæt genstanden kort i fryseren og befri herefter forsigtigt chokoladen. Knæk evt. forskellige størrelser chokoladebrud og pynt kagen.
Katrine says
Kan den godt opbevares i fryseren når der er kommet glaze på?
Daisy says
Hej,
Nej det vil jeg ikke anbefale. Men selve kagen uden glaze kan opbevares i fryseren i lang tid (faktisk op til et par måneder), så skal den gerne glazes minimum 5-8 timer før servering 🙂
Hedieh says
Hejsa
Jeg har ikke rigtig forstået hvor konderseret mælk skal henne.. ???
Sammen med karamel mousse opskriften ??
Kh
Daisy says
Dåsen (kondenseret mælk) kommes i en gryde, her skal den være dækket af vand i 3 timer, hvor vandet skal koge/simre, så bliver mælken til karamel. Den karamel fordeles ud på bunden 🙂
Nikita says
Hej Daisy
Er det nødvendigt at putte kagen i fryseren eller er det nok med køleskabet? Har før bagt moussekager hvor jeg synes de har sat sig fint nok i køleskabet.
Problemet ved at have en meget lille, næsten ikke-eksisterende, fryser.
Hilsen Nikita
Daisy says
Hej 🙂
Kagen skal være frossen, når der skal glaze på. Har selv været ude for pladsproblemer i en meget lille fryser, håber du kan få plads til den, hvor den kan stå helt jævnt.
Majken Egholm says
Er den kun hvis kagen skal glazes, at den skal i fryser. Er det nok med køleskabet?
Daisy says
Den kan sagtens sætte sig i køleskabet uden frys 🙂 Men så skal kagen laves i en almindelig springform og ikke i en silikoneform.
Freja says
Hej, hvilken procent chokolade bruger du til glazen?
Mvh
Daisy says
Hej,
Bruger 55-70 % 🙂
Louise says
Vil bage denne kage og skal ha købt noget udstyr. En silikoneform 160 og en 180 samt noget kageplast ikke? Hvor højt vil du anbefale det kageplast jeg køber er? Er det en kage man kan bage som mousse- og glazebegynder?
Daisy says
Hejsa,
Ja, det kan du sagtens 🙂 Kageplasten skal gerne være omkring 8-10 cm i højden.
Christina says
Hej
Kan man varme den kondenserede mælk uden at den er i dåsen.. har hørt at det ikke er godt at varme madvare i konservesdåser da de afgiver et eller andet til indholdet. ?
Daisy says
Hejsa,
Årh godt spørgsmål. Det ved jeg faktisk ikke, men ellers kan du erstatte med f.eks. at lave ‘almindelig karamel’ eller ganache med gold chokolade 🙂
Tine says
Hej skal der sket ikke mel i selve kage dejen?
Daisy says
Hej,
Nej det skal der ikke 🙂
Gitte says
Hej
Kan man lave chokoladeglazen på forhånd også køle den helt ned. Når man så skal bruge den, så lune glazen op til 36 grader over et vandbad?
Daisy says
Hej,
Ja man kan sagtens gemme glazen i fryseren og varme den forsigtigt op, når den skal bruges 🙂